At finde sin indre rigdom - og berigtige sit liv

Jeg tror på, at vi hver især bærer unikke, smukke gaver, kvaliteter, evner, med os ind i livet. Og jeg mener, at vi har en indre forpligtelse til at pakke disse gaver ud.

Vi har i mine øjne en indre forpligtelse til at leve livet sådan, at det er allermest meningsfuldt og til størst glæde for os selv, fordi det er ved at gøre det, som vi elsker allermest, at vi kan komme andre til gavn på den allerbedste måde. Det gavner ingen, at vi ikke prioriterer os selv.

Det gavner ingen, at vi kun giver det til verden, som vi tror vi skal give, fordi andre har fortalt os, at det er dét vi bør give, eller at det er sådan eller sådan vi bør leve. Vi ved kun selv, hvad vi har at give, og hvad der er vores særlige gave til verden. Det er vores opgave at tro på, at vores indre sandhed er gyldig, når det dæmrer indeni.

Dét, vi hver især rummer, og som er vores særlige gave, genkender vi på, at det bliver ved at trænge sig på. Det er dét, som vi bliver ved at vende tilbage til, dét som brænder for at udfolde sig og tage plads i vores liv. Men vi kan kun fornemme, hvad det er, hvis vi tør lytte indefter.

Vores livsmål

- kommer aldrig udefra. Ingen udefra kan fortælle dig, hvad dine særlige gaver er. Som regel kan et menneske, der virkelig ser os, også se vores særlige gaver klart og tydeligt, selv hvis vi ikke selv kan se dem eller er i tvivl. Men det er ikke os alle, der har et menneske i vores nærhed, som faktisk evner eller tør at se, hvad vi rummer, og hvilken vej der er vores. Og vi behøver heller ikke lede efter en, der spejler vores indre.

Hvis vi vil vide, hvad vores unikke gaver er, kan vi rette opmærksomheden indad. Næste opgave er at rumme frygten for, hvad vi opdager derinde. For med indsigten i, hvad vores unikke gaver er, hører forpligtelsen til at føre dem ud i livet, vise dem frem, tilbyde dem til andre mennesker.

Det gavner ingen at brænde ud eller ligefrem blive syge, fordi vi bruger os selv forkert.

Det gavner ingen, at vi bruger vores tid på noget, som gør os triste og deprimerede.

Det gavner ingen, at vi går ned med stress.

Tanker og følelser kan af og til larme så meget, at vi ikke kan fornemme os selv og hvad vi egentlig er her for. Måske har hverdagens rutiner fået overtaget. Vi er blevet sansesløve og kører bare med uden at mærke efter, hvad vi egentlig vil bruge vores dyrebare liv på. Vi trænger til at se det hele i et større perspektiv.

Måske mangler vi en eksistentiel dimension i tilværelsen. Så bliver vi ramt af en 30’årskrise, 40’års-krise, 50'års-krise. Vi bliver ramt af sygdom. Eller vi finder ud af, at vi ikke kan få børn. Vi mister et elsket menneske, bliver fyret, eller går konkurs. Det ryster os i vores grundvold. Det ryster vores selvbillede. Det ryster vores oplevelse af menneskerne omkring os. Og så gør vi status over vores liv. Vi skaber os måske en ny fortælling om os selv, som gør at vi kan overleve følelsen af meningsløshed. Lige indtil noget nyt sker, og vi igen må skrive historien om.

I meditation øver vi os i at være til stede i den direkte erfaring af os selv og det vil sige dét, der foregår inde i os. Vi er til stede med glæden, smerten, sorgen, selvkritikken, frygten, eller hvad der fylder i os lige nu.

Hvad gør vi af fortællingerne, som vi har skrevet oven i vores livserfaringer for at kæde dem sammen og tilskrive vores liv mening? Svaret er, at vi skræller dem væk. Vi skræller historierne om, hvem vi er, væk.

Hvorfor skrælle narrativerne væk?

Fordi vores umiddelbare følelser er tilbøjelige til at hænge fast i disse fortællinger, hvor de vokser og vokser i en selvforstærkende effekt. Og i stedet for at handle på baggrund af vores oprindelige erfaring og umiddelbare følelser, begynder vi at agere på baggrund af scenarier, som vores følelser har genereret i andet, tredje og fjerde led.

Fordi forestillingerne om hvem vi er og hvem andre er ofte begrænser os snarere end understøtter os i at udfolde de strålende indre kvaliteter, som vi hver især rummer.

I meditation er vi fuldt til stede med os selv. Hvorhenne lærer vi ellers det?

Små børn har en naturlig evne til at være med sig selv og deres følelser. Små børn har heller ikke problemer med at udtrykke deres følelser og behov klart og tydeligt. Igennem vores omgivelser kultiveres vi og lærer at håndtere vores følelser på forskellig vis. Nogle lærer at tie. Nogle lærer at intellektualisere. Og andre lærer at slå. Men hvor lærer vi bare at være med det, der er i os? Uden at stille noget op med vreden indeni, mindreværdet, frygten for afvisning eller frygten for at blive set? Hvor lærer vi at være med alt dét uden at analysere, undertrykke eller projicere?

I meditationstræningen favner vi postyret i vores indre i accept og varme, og det der sker er, at roen og stilheden efterhånden indfinder sig. Fra at have været knuget i kamp om en eller anden sandhed eller i forsvar mod negative tanker eller frygt, åbner hjertet sig gradvist i tillid til livet. Det er herfra, at vores indre kvaliteter kan skinne igennem og folde sig ud til glæde for os selv og vores omgivelser.

Hvordan kan vi kende vores indre positive kvaliteter, hvis ikke vi kan være fuldt til stede med os selv?

Hvordan kan vi folde vores potentiale fuldt ud, hvis vi ikke ved, hvori det består?

Kunsten at lytte

Fra fredag den 3. til søndag den 5. september har du chancen for at fordybe dig i din egen indre proces og stilhed. Retreatet sætter en enkel ramme om din indre fordybelse, og du kan stille alle de spørgsmål, der dukker op undervejs.

Retreatets program er ret intensivt, og derfor er det godt, hvis du har en smule erfaring i at sidde, gerne i 30 minutter ad gangen. Men ellers er du velkommen præcis som du er.

Retreatet sætter en hjertevarm og metodisk ramme om din indre proces. Der er fuld vegetarisk forplejning, indlogering i enkeltmandshytte (medmindre andet ønskes) og fantastisk natur lige ved havet. Du kan booke en times healing-massage hos vores egen massør, som har sammensat tre forskellige typer behandlinger, du kan vælge imellem.

Jeg glæder mig helt VILDT til at byde hele holdet velkommen! Jeg glæder mig til at holde rummet for holddeltagernes indre fordybelse. Og jeg glæder mig til at dele min erfaring og viden med jer og give jer al den sparring, som I måtte have brug for undervejs.

Er du parat til at tage et babystep videre i din indre proces?

Så kom med. Nogle gange viser det mindste lillebitte skridt sig at være det største.

Forandring er kun en beslutning væk.

Kærlig hilsen,

Stine

PS: Hvis du endnu ikke er klar til et retreat med flere dages fordybelse, starter jeg et nyt meditationshold op med første mødegang søndag den 29. august kl. 10-13. Vi skal meditere, hygge, snacke, sparre - og jeg svarer på alle de spørgsmål, du måtte få undervejs. Det foregår en gang om måneden i Solomon Sound Healings dejlige lokaler på Jagtvej 17, København N. og koster kun 250,-/md. Der er stadig pladser ledige, men der drypper nye tilmeldinger ind hele tiden, så skynd dig hvis du vil være sikker på at få en plads.

Klint Strand

Klint Strand

Forrige
Forrige

Sådan skaber du forvandling (nu)

Næste
Næste

Her står jeg…