At skrive og at leve

Jeg var fordybet i et større skriveprojekt og sad netop og skrev om sommerfugle og natsværmere, da telefonen ringede. Mens jeg talte, begyndte det at krible i mit ene ærme. Det var noget levende, og det føltes som et større dyr. Min ven, som var i den anden ende af røret, kan bevidne, hvordan jeg skreg i vilden sky, mens jeg sprang rundt. Jeg rystede mit lange trøje-ærme igen og igen, indtil en stor sommerfugl fløj ud og op på gardinstangen, hvor den satte sig, sikkert noget fortumlet.

Ja, jeg havde en sweater på, som havde ligget oppe i et sommerhus – og der må sommerfuglen have søgt hi, indtil jeg forstyrrede den.

At bede om håb

På et tidspunkt under et mangeårigt og ofte meget frustrerende skriveprojekt, gik jeg en tur i byen og funderede fortvivlet over, hvorfor skriveprocessen skulle være så vanskelig. Ville det nogensinde lykkes mig at skrive bogen færdig? Ville et forlag nogensinde udgive den, hvis jeg nogensinde nåede så langt? Jeg begyndte, mens jeg gik hen ad gaden, at bede til universet eller Gud, hvad som helst, for at vække større kræfter, fordi jeg følte mig så lille og magtesløs. Jeg bad om at møde en mere erfaren forfatter, der kunne vise mig vejen, hjælpe mig på en eller anden måde. Igen og igen udtalte jeg min bøn indvendigt. Sådan gik jeg nogle hundrede meter, før jeg svingede ind i en hyggelig lille butik.

Inde i butikken faldt jeg i snak med ejeren om varerne, potteplanter, potteophæng, vaser. Almindelige ting. Det viste sig, at hun var en prisvindende forfatter, der debuterede i en sen alder, og som brugte ti år på at skrive sin allerførste bog. Hun fortalte mig om hele processen og om sin fortvivlelse, før det lykkedes hende at bryde igennem. I hende fandt jeg ikke en mentor, og hun tog mig ikke under sin vinge, men jeg fandt et menneske, som jeg kunne spejle mig i, og som indgød mig håb i en ganske svær periode af mit liv.     

Et kig ind bag det gådefulde slør

Jeg oplever synkronictet som øjeblikke, hvor en flig af sløret mellem vores afgrænsede bevidsthed og den store sammenhæng, man måske kan kalde altet, glider til side. Det er en gådefuld og magisk forbindelse, der bekræfter den meditative erfaring af ren væren: “Jeg er.” Mere er der ikke at sige.   

Man glemmer ikke øjeblikke af synkronicitet. Og selvom de fleste fornuftige mennesker vil argumentere heftigt for at mane en sådan virkelighed til jorden, som rækker langt ud over vores tankekræfters formåen (og derfor truer vores tankebevidstheds følelse af kontrol), vil disse mennesker samtidig kunne nikke genkendende til situationer, hvor intuitionen giver klarere svar end nogen form for kalkulation.  

Det indre og det ydre

Forbindelsen mellem det indre og ydre, som tarot bygger på, misforstås ofte som en årsagsforbindelse. Man tror fejlagtigt, at man kan manifestere dette og hint på ganske præcise måder - nærmest som man bestiller en ret på en restaurant – hvis bare man lige har den fornødne indsigt i de bagvedliggende mekanismer eller ‘vibrationer’. Jeg vil gerne slå fast, at en sådan opfattelse ligger langt fra min egen ide om, hvordan verden er skruet sammen. 

I arbejdet med at manifestere vores indre kvaliteter, vores indre sandhed, må vi være åbne for, hvad der end kommer. Jeg opfatter vores egentlige indre arbejde – og Forvandlingers opgave – som dette; at opøve os i evnen til at være i fred med os selv, således at vi kan praktisere vores indre sandhed, udfolde vores indre positive kvaliteter til gavn for os selv og andre samt forblive i balance, hvad end der viser sig i vores liv. 

Når det er sagt, er det klart, at vi igennem vores indre overbevisninger er med til at forme vores egen tilværelse og øve indflydelse på den verden, vi lever i. Netop derfor er det indre arbejde så vigtigt. Vi må erkende vores eget indre lys og sætte det fri, før vi kan lyse for andre.