FAQ - om meditation
-
Hvorfor er beskrivelser af meditation tit gådefulde - det er som om, meditation ofte er omgærdet af mystik?
I den japanske form for buddhisme, nemlig zen-buddhismen, er der tradition for at afprøve eleverne og skærpe deres fordybelse i den meditative tilstand med brug af “Koans”, udfordringer, der for den udenforstående minder om gåder. En af de mest kendte er “Der er lyden af to hænder, der klapper. Hvad er lyden af én hånd?”
Medmindre man bruger disse udfordringer aktivt i sin meditationspraksis giver de ingen mening. Svarene kan nemlig ikke findes igennem tænkning, men alene igennem meditativ stilhed.
Når man vil beskrive meditation, falder man tilsvarende nemt i den fælde, at ordene i sig selv spærrer vejen for en fyldestgørende beskrivelse - fordi den meditative tilstand rækker ud over det tænkende sind og dermed den sproglige sfære.
Dette er nok grunden til, at meditation kan virke gådefuldt og mystisk - og de fleste meditationsudøvere tøver også lidt, når de skal forsøge at forklare, hvad den meditative tilstand går ud på.
-
Er det farligt at meditere?
Nej, det er i udgangspunktet ikke farligt at meditere, men det er stærkt tilrådeligt at du finder dig en kompetent meditationsvejleder.
Når du mediterer, arbejder du med energi. Meditationspraksis er baseret på den viden/det princip, at bevidsthed er energi. I meditationsøvelserne træner du din evne til at styre bevidstheden fri af de mange tanker, der kendetegner vores sinds naturlige aktivitet, men som kan udvikle sig til tankestøj, der både udmatter og forvirrer.
Fordi du i meditation arbejder med bevidstheden, arbejder du samtidig med din livsenergi. Det betyder, at du kan komme til at rejse for megen energi i forhold til, hvad du kan klare, eller du kan komme til at forvalte eventuel negativ energi på en uhensigtsmæssig måde. - Er du for eksempel nedtrykt eller ligefrem depressiv, kan du igennem din meditationspraksis - hvis du praktiserer på egen hånd uden en lærer til at guide dig - miste energi og klarhed fremfor det modsatte.
Du kan tilsvarende komme til at rejse grundenergien og åbne for en kundalini-rejsning på et for tidligt tidspunkt i din udvikling. Dette kan efter sigende være skadeligt. Jeg har ingen personlige erfaringer med negative effekter af kundalini-rejsning og er således ikke den rigtige at spørge til råds, hvis du er i den situation. Her vil jeg henvise til et af de mange buddhistiske centre i Danmark, hvor man har en viden og en praksis, der er forankret i århundreders overleveret erfaring.
Men summa summarum - det er ikke farligt at meditere. Men gør det under vejledning. Og dette mest, fordi du ellers ikke aner, om dét, du laver, har noget som helst med meditation at gøre! :)
-
Virker meditation mod depression og angst?
Meditation er god træning i opnåelse af indre ro og balance. Fordi du i meditationstræningen sidder med dig selv og din tilstand, vil alle fornemmelser træde tydeligere frem, end du normalt mærker dem i hverdagen. Hvor du vanemæssigt måske ville checke din telefon eller tænde fjernsynet ved den mindste følelse af irritation, rastløshed eller en ulmende tristhed, bliver du i meditationstræningen hos dig selv, uanset hvad der drøner igennem dig af følelser, kropsfornemmelser eller tanker.
Det kan virke overvældende og måske skræmmende til at begynde med, fordi du er vant til at flygte fra følelserne og dulme dem med adspredelser. Men der går ikke så lang tid, før den indre støj lægger sig, og et eventuelt fysisk ubehag mildnes.
Og det er en af de allervigtigste pointer i meditationspraksis uanset tradition: Alle fornemmelser, tanker, følelser er velkomne.
Du vil snart opdage, hvor flygtige tankerne og fornemmelserne er. Bølgebevægelserne bliver mindre og mindre med tiden, og du vil få nemmere og nemmere ved at give slip på tanker, følelser og fysiske fornemmelser. Jo bedre, du giver slip, jo hurtigere kommer du ind i det, man kan kalde en egentlig meditativ tilstand. I den meditative tilstand vil du opleve, at helingen og lindringen finder sted, uden du behøver gøre andet end at sidde.
OBS!
Generelt råder jeg altid til, at du finder dig en god meditationslærer, hvis du ønsker at fordybe dig, øge din selvindsigt og mærke de konkrete positive effekter af træningen i din hverdag. Hvis du døjer med depression eller angst, er det blot endnu vigtigere at modtage kyndig vejledning.
Lider du af angst eller depression? Så er mit individuelle forløb FRA SMERTE TIL LIVSKRAFT måske noget for dig.
Du kan også skrive dig op til en meditationsgruppe, når der bliver en ledig plads. Skriv i så fald, om du har angst, da jeg nogle gange har særlige grupper, der er særligt tilrettelagt med henblik på forløsning af angst. SKRIV DIG OP TIL EN MEDITATIONSGRUPPE HER
-
Er meditation en slags positiv tænkning?
Det korte svar: Nej.
Det lange: Meditation er ikke tænkning. Meditation er en praksis, hvor man hviler i eller øver sig i at hvile i en tilstand, som rækker udover det tænkende sind og ind i en tilstand, der af nogen kaldes “det åbne felt” og af andre “den store stilhed”. Inden for buddhismen kaldes dette bevidsthedsrum eller denne bevidsthedstilstand også for “den naturlige bevidsthed”.