At begynde hvert øjeblik
Forestil dig, at dit navn falder af dig som en gammel frakke, du ikke har brug for længere.
Forestil dig, at din titel og familietilhørsforhold løsriver sig og forsvinder sammen med navnet.
Forestil dig, at du ingen fortid har.
Forestil dig, at du - i stedet for at dvæle ved fantasier om fremtiden - tillader dig selv at være til stede lige nu i dette enestående øjeblik.
Hvem er du så? Og hvad laver du egentlig her?
Det er radikalt i vores kulturkreds at stille disse spørgsmål, for vi er vant til at måle, vurdere, kende os selv og hinanden på de fortællinger, der er knyttet til os. Hvem er vi, hvis ikke vi er “nogen”, der gør “noget” sammen med “nogen” andre?
Inden for psykologien arbejder man med narrativer på forskellige måder. Følgende beskrivelse er hentet fra en tilfældig psykologpraksis’ hjemmeside:
“Narrativ terapi handler om vores historier. Vi forstår os selv igennem de historier vi fortæller os selv og hinanden. Historier er den meningsdrivende mekanisme, som vi som mennesker anvender til at skabe det indre billede af os selv, såvel som andre. Det er langt fra ny viden i psykologien, og narrativ psykologi har været med til at stille nogle rammer for hvordan vi kan forske, udøve terapi og blive klogere på de menneskelige meningsdannende historier. Derfor er narrativ terapi blevet udviklet.”
Inden for den narrative terapi betragter man altså ligefrem vores fortællinger om os selv og hinanden som den basale meningsgivende faktor. Og jeg mener, dette menneskesyn er så rodfæstet i vores omgang med hinanden og i vores selvopfattelse, at man ligefrem kan sige, at dette identitetsbegreb gennemsyrer hele vores kultur.
Spørgsmålet om identitet har interesseret mig på forskellige planer i mange år, og jeg vendte og drejede begrebet i såvel kønsmæssigt som kulturelt/etnisk/religiøst perspektiv i min studietid på kommunikationsfaget og Kultur- og Sprogmødestudier. Uden held, kan man måske sige. Jeg blev nok klogere på forskellige videnskabelige skoler og teoriers indfaldsvinkler til identitet, men selve begrebet stod nogenlunde ligeså diffust - og dragende - for mig efter vel overstået kandidateksamen, som da jeg påbegyndte min bacheloruddannelse.
Derfor gik jeg for en del år siden til et foredrag med Dan Zahavi i min fagforening, Dansk Magisterforening. Dan Zahavi er en filosof, hvis forskningsområde ligger inden for fænomenologien med identitetsbegrebet som særligt forskningsområde, og jeg beundrer ham for hans evne til at formidle stof, der spænder vidt og rækker dybt i sin kompleksitet. Foredraget her skulle belyse begrebet identitet ud fra forskellige teoretiske vinkler, og så vidt jeg husker kom vi både omkring Husserl, Heidegger, buddhismen og – ja, mine noter er endt i skraldespanden. Men noget, der sidder grundigt fast i min hukommelse, er følgende spørgsmål, som blev stillet undervejs: “hvem er jeg, hvis jeg ikke ved, hvem jeg er?”. Er man ikke den samme længere, hvis man lider af fremskreden Alzheimers? Eller hvis man er psykotisk? Personlighedsspaltet?
Eftersom selve identitetsspørgsmålet er Dan Zahavis hjertebarn og det, han ved allermest om, tager jeg sikkert fejl, men det syntes mig, at manden blev tiltagende træt jo flere spørgsmål, han var nødt til at efterlade åbne.
En ting stod dog stjerneklart i løbet af det flere timer lange foredrag. Nemlig at ideen om narrativet som grundpillen i vores identitet smuldrer, idet vi kigger på en dement person eller en person med skizofreni. I hvert fald, hvis vi godtager, at en person med demens stadig er den samme som før på trods af, at han/hun ikke længere har nogen klar idé om, hvem han/hun er og knapt genkender sine nærmeste slægtninge, osv.
At skære igennem
At skære igennem er en betegnelse for dét, at man i meditationen skærer igennem alle former for forstyrrelser, distraktioner, tankespind, mentale forviklinger og indviklinger. Formålet er at hæve os over den sproglige bevidsthed og hvile i det, man inden for den tibetanske lære Dzogchen1 kalder den naturlige tilstand. For at bruge et andet velkendt billede kan det formuleres sådan, at vi fastholder opmærksomheden på den store ubegrænsede blå himmel, mens vi registrerer, hvad der end svæver igennem denne himmel af skyer. Idet vi skærer igennem skyerne - altså sindets tankestrømme og billeder – trækker vi opmærksomheden tilbage til den store bevidsthed, den store blå himmel ovenover alle bevægelserne. Dermed hæver vi os over vores almindelige sproglige bevidsthed. Og i dét øjeblik fjerner vi samtidig hver eneste af vores identitets gribesteder og parkeringspladser.
Giv slip.
Giv slip.
Giv slip.
Og vi opdager, at vi ikke forsvinder. Det eneste, der forsvinder, er dét, vi troede, at vi var.
Kærlig hilsen,
Stine
